Kommunetildeling for 2027-2028 offentliggjort

Den nye kommunetildeling af emballageaffald mellem de kollektive ordninger giver bedre rammer for håndteringen af emballageaffaldet, men beregningsmetoden skævvrider fortsat producenternes indsamlingsansvar. VANA har derfor klaget til Energistyrelsen og bedt om en revideret tildeling fra Dansk Producentansvar, der sikrer en rimelig fordeling af ansvaret.

Nyhed 05. oktober 2026

Dansk Producentansvar (DPA) har offentliggjort kommunetildelingen af emballageaffald fra husholdninger for 2027-2028. Tildelingen fastlægger, hvilke kommuner og affaldsfraktioner de kollektive ordninger skal håndtere på vegne af deres medlemsvirksomheder.

Se DPA’s tildeling for 2027-2028  - med de kommuner og fraktioner, VANA har fået tildelt

For VANA er det afgørende, at tildelingen både understøtter en velfungerende affaldshåndtering og giver producenterne lige vilkår. Den nye tildeling indeholder praktiske forbedringer, som vi hilser velkommen. Men der er fortsat væsentlige udfordringer med beregningen af, hvor stort et indsamlingsansvar den enkelte producent får.

Beregningsmetoden giver ulige vilkår

Den nuværende beregningsmetode giver ikke alle producenter samme indsamlingsansvar og skævvrider dermed konkurrencevilkårene.

I praksis betyder tildelingsberegningerne, at for sent registrerede producenter ikke får tildelt indsamlingsansvar i perioden 2025-2026. Mange af dem får samtidig reduceret deres indsamlingsansvar med 50 procent i 2027-2028. Det gælder, selvom producenterne nu er registrerede og betaler til en kollektiv ordning.

Det er efter VANAs opfattelse ikke en rimelig fordeling. Virksomheder, der har registreret sig rettidigt og taget ansvar, skal kunne regne med, at andre producenter møder de samme krav.

VANA tager udfordringerne op med myndighederne

VANA har derfor klaget til Energistyrelsen og bedt om en revideret tildeling. Vi arbejder for en enklere og mere gennemsigtig beregningsmodel, så vores medlemmer kan have tillid til, at indsamlingsansvaret fordeles på et rimeligt grundlag.

Målet er en model, der sikrer lige vilkår for producenterne og samtidig understøtter en effektiv håndtering af emballageaffaldet.

Bedre sammenhæng i håndteringen af emballageaffaldet

DPA har i den nye tildeling i højere grad samlet kommuner og affaldsselskaber med fælles omlastningsanlæg hos én kollektiv ordning pr. fraktion. Kombinerede indsamlinger, eksempelvis glas/metal og pap/papir, bliver også i højere grad tilknyttet samme kollektive ordning.

Det giver færre snitflader og en tydeligere ansvarsfordeling mellem kommuner, affalds- og forsyningsselskaber, leverandører og kollektive ordninger. Dermed bliver der bedre rammer for at planlægge og koordinere afhentning og håndtering af det emballageaffald, vi har ansvaret for på medlemmernes vegne.

Indtil en eventuel revideret tildeling foreligger, følger VANA den officielle tildeling og sikrer afhentning fra alle kommuner, hvor vi har fået tildelt emballagemængder.

Læs VANAs høringssvar om tildelingen for 2027-2028.

  • Affald
  • Engangsemballage
  • Lovgivning
  • Nyheder
  • Producentansvar
  • VANA