Bliv klar til producentansvaret med tilskud eller rådgivning

Der er meget, der skal gøres i praksis for at blive klar til d. 1. oktober, når producentansvaret træder i kraft.

Nyhed 14. juli 2025

Heldigvis er der hjælp at hente! Hos VANA ønsker vi at klæde vores medlemmer bedst muligt på samt at skabe forandring i fællesskab. Derfor vil vi også gerne gøre vores for, at gøre opmærksom på gode muligheder, når sådanne opstår. Vær dog opmærksom på, at deadline for ansøgning for begge er d. 13. august kl. 23:59!

Tematiseret rådgiverforløb

Du har mulighed for at søge om rådgivning og sparring med det tematiserede "rådgiverforløb" ift. at blive klar til producentansvaret. Der er nemlig virkelig meget at forholde sig til, hvorfor du kan sikre dig et forløb med en rådgiver, som kan guide dig trygt gennem de mange spørgsmål, der kunne opstå.

Læs mere om rådgiverforløbet

SMV:Grøn

Hører din virksomhed under kategorien "SMV" (små og mellemstore virksomheder)? Så har du også muligheden for at søge om rådgivning og tilskud. Alt det kræver er, at du sender en ansøgning på vegne af din virksomhed til "Virksomhedsprogrammet". Det, du søger, hedder "SMV:Grøn", der er et EU-finansieret tilskudsprogram til SMV'er, som gerne vil være med til den grønne omstilling via forandring og udvikling. Læs mere i Virksomhedsprogrammets FAQ for SMV:Grøn.

SMV:Grøn er gældende for SMV'er i hele Danmark, men du søger via dit regionale erhvervshus, som endda gerne vil hjælpe med din ansøgning. Du skal selvfølgelig selv skrive selve ansøgningen, men dit erhvervshus' forretningsudviklere sidder klar til at hjælpe med at sørge for, at din ansøgning er til det rigtige forløb samt at sikre en helt skarp ansøgning.

Læs mere om SMV:Grøn

Maksimale tilskudsbeløb - SMV:Grøn:

  • 50.000 kr. til rådgivning: Virksomhed indkøber for 100.000 kr. og modtager 50.000 kr.
  • 150.000 kr. til rådgivning: Virksomhed indkøber for 300.000 kr. og modtager 150.000 kr.
  • 50.000 kr. til investering: Virksomhed indkøber for 200.000 kr. og modtager 50.000 kr.
  • 150.000 kr. til investering: Virksomhed indkøber for 600.000 kr. og modtager 150.000 kr.
  • Kombineret forløb: 50.000 kr. til rådgivning + 150.000 kr. til investering
  • Kombineret forløb: 150.000 kr. til rådgivning + 50.000 kr. til investering
  • Kombineret forløb: 50.000 kr. til rådgivning + 150.000 kr. til investering
  • Kombineret forløb: 150.000 kr. til rådgivning + 150.000 kr. til investering.

Nyt fra VANA - i din indbakke!

Skriv dig op til VANAs nyhedsbrev, så holder vi dig løbende opdateret om producentansvaret for emballage, vigtige deadlines og alt det virksomhederne skal have styr på, inden producentansvaret træder i kraft til oktober 2025!