Emballagebekendtgørelsen er landet – juridiske rammer på plads til 1. oktober

Miljø- og Ligestillingsministeriet har nu offentliggjort den reviderede emballagebekendtgørelse. De lovmæssige rammer for producentansvaret for emballage, som træder i kraft organisatorisk i morgen, 1. oktober 2025, er dermed på plads. Desværre giver den ikke svar på alt.

Nyhed 30. september 2025
VANA er i gang med at nærlæse bekendtgørelsen for at kunne omsætte den til praksis for vores medlemmer og sikre, at den stemmer overens med regeringens politiske udmelding tidligere på måneden. Det gjorde udkastet, der blev sendt i høring i sidste uge, ikke, hvorfor VANA i sit høringssvar - og i medierne den seneste uge - har peget på en række udfordringer, der var vigtige at få præciseret i lovgrundlaget. Læs mere her.

Foreløbig opsummering på bekendtgørelsen i forhold til udfordringerne

  • Udfordringen med det kvartalsvise kommunegebyr på 400 mio. er løst: Kommunerne skal gange gebyret med 62,5 pct - dvs. hvis gebyret var 100 kr. fra en kommune, må de kun opkræve 62,5 kr. hos de kollektive ordninger. Dermed bliver det samlede, kvartalsvise gebyr til kommunerne på 250 mio.kr.
  • Der er fortsat ikke et loft over kommunernes producentsansvarsgebyr, og der mangler fortsat præcisering ift. kommunernes volumenbaserede genberegning.
  • Efterbetalingen til kommunerne på maks. 200 mio. kr. med fordeling over fire år er ikke med.
    Det fremgår umiddelbart, at der skal udarbejdes en slags loft over kommunegebyrerne (det såkaldte basisserviceniveau), men at dette først skal udarbejdes frem mod 1. oktober 2026. 

Bekendtgørelsen giver svar på nogle af de udfordringer, som vi kraftigt har efterlyst for at kunne omsætte de politiske intentioner til praktiske rammer. Men der er bestemt stadig nogle udfordringer og mangler, bl.a. har man ikke valgt at forenkle miljøgraduering og kompensationsansøgninger. 

Marianne Roed Jakobsen
Adm. direktør

Nyt fra VANA - i din indbakke!

Skriv dig op til VANAs nyhedsbrev, så holder vi dig løbende opdateret om producentansvar, vigtige deadlines og alt det, virksomhederne skal have styr på!