VANA bliver en del af partnerskab for cirkulær plastøkonomi

VANA er stolte af at være en del af det store dansk-ledede "CRISP"-samarbejde, der vil vise, at plast fra brugt fødevareemballage kan sorteres, oprenses og genanvendes til ny emballage i fødevarekvalitet.

Nyhed 14. august 2025

Hver EU-borger genererer 36 kg affald fra plastemballage om året – heraf stammer cirka 40 % fra føde- og drikkevarer. Mens drikkeflasker kan blive til nye flasker, bliver andre typer emballageaffald brændt af eller ender i lavkvalitetsprodukter. CRISP vil nu vise, at plast fra fx ketchupflasker, yoghurtbægre og isbøtter kan sorteres, oprenses og genanvendes til nye fødevareemballager – sikkert, effektivt og i stor skala.

Læs mere om VANAs partnerskaber og CRISP-projektet

Jagter et gennembrud i skraldespanden

De fleste tænker ikke over det, når de smider en tom ketchupflaske eller et yoghurtbæger i plastcontaineren. Men netop den type plast er noget af det mest rene og værdifulde – og burde kunne bruges igen og igen. Det sker bare ikke i dag, hvor plasten typisk ender i lavkvalitetsprodukter eller i forbrændingen. Det skyldes blandt andet, at lovgivning og teknologiske muligheder sætter rammen for de forskellige plasttyper, der anvendes til fødevareemballage. CRISP-partnerskabet vil nu udvikle og demonstrere banebrydende teknologier, der kan løfte fødevareemballage ind i den cirkulære økonomi.

Det vil være et gennembrud, hvis vi kan vise, at danskernes brugte fødevareemballage i hård plast kan indsamles, sorteres og genanvendes til ny fødevareemballage. Nu har vi både lovgivningen og partnerskabet på plads til at gøre det til virkelighed

Per Sigaard Christensen
Forretningsleder, Teknologisk Institut

Det er Teknologisk Institut, der har samlet virksomhederne, som dækker hele værdikæden fra affaldssortering og plastgenanvendelse til emballage- og fødevareproduktion. De skal i fællesskab udnytte, at EU har givet grønt lys til at udvikle nye teknologer, så flere typer fødevareemballage kan genanvendes. Det gælder fx polyethylen- og polypropylen-plast (PE og PP), som bruges i plastemballage til en lang række fødevarer som for eksempel ketchup, mayonnaise, fetaost, yoghurt, krydderier, is, slik og meget andet.

Fra kosmetikkvalitet til fødevarekvalitet

CRISP-partnerskabet bygger videre på tidligere erfaringer, hvor det er lykkedes at genanvende husstandsindsamlet plastaffald til emballage af kosmetikkvalitet.

"Vi har gennem flere år arbejdet målrettet på at hæve kvaliteten af genanvendt plast. Vi har allerede bevist, at vi kan producere genanvendt plast til kosmetikemballage fra husholdningsplast. Nu tager vi det afgørende næste skridt op mod fødevaregodkendt genanvendelse," forklarer adm. direktør Franz Cuculiza fra plastgenanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen.

For at løfte kvaliteten af den genanvendte plast vil partnerne i CRISP videreudvikle og demonstrere:

  • avanceret sorteringsteknologi med AI og kameraer, der kan genkende fødevareemballage blandt det øvrige plastaffald
  • effektive rensemetoder, der kan fjerne alle uønskede stoffer fra plastaffaldet
  • nye emballagedesigns specielt tilpasset genanvendt plast og undersøgelser af, hvad der kan få forbrugere til at acceptere genanvendt plast i fødevareemballager.

Ved projektets afslutning i 2028 er det målet at have etableret en produktionsklar forsyningskæde med kapacitet til at håndtere minimum 10.000 tons plast årligt.

Udfylder et hul for fødevarebranchen

For fødevareproducenterne kan CRISP-partnerskabet potentielt udfylde et kritisk hul, nemlig adgang til fødevaregodkendt genanvendt plast, som er stærkt efterspurgt i industrien. En cirkulær økonomi for denne type plast kan fremtidssikre producenter som Arla, både når det gælder kommende lovgivning, egne bæredygtighedsmål og forbrugernes efterspørgsel efter grønnere emballage.

"For Arla er det afgørende at finde emballageløsninger, der både beskytter vores produkter og reducerer miljøpåvirkningen. I dag har vi ikke adgang til genanvendt PE og PP i fødevarekvalitet, og det begrænser vores muligheder for at øge andelen af genanvendt materiale i vores emballage. Det kan CRISP-partnerskabet være en nøgle til at sikre," siger Grane Maaløe, der er Sustainable Packaging Lead Specialist hos Arla.

Læs den fulde pressemeddelelse

Fakta om CRISP

Formålet med CRISP (2025-2028) er at videreudvikle og demonstrere teknologi til genanvendelse af fødevareemballage i PE og PP - fra husstandsindsamlet plastaffald til ny fødevarekontaktgodkendt emballage. CRISP står for ”Circular Recycling Innovation for Sustainable Packaging”. Partnerskabet er støttet af Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) under Miljø- og Ligestillingsministeriet som et fyrtårnsprojekt.

I EU genereres der hvert år cirka 83 millioner ton emballageaffald, hvor plast står for 19 % – altså omkring 16 millioner ton plastemballage. En stor del af denne plast går til fødevare- og drikkesektoren, som udgør over halvdelen af det samlede emballagemarked i EU.

Kilde: Pressemeddelelse

Nyt fra VANA - i din indbakke!

Skriv dig op til VANAs nyhedsbrev, så holder vi dig løbende opdateret om producentansvaret for emballage, vigtige deadlines og alt det virksomhederne skal have styr på, inden producentansvaret træder i kraft til oktober 2025!