VANA kræver tilsyn: Tildelingsfejl skaber urimelige prisforskelle

Dansk Producentansvar har afvist at justere tildelingen mellem kollektiv ordningerne. Derfor har VANA nu klaget til Miljøstyrelsen og anmodet om tilsyn med DPA’s forvaltning og opfordrer til hurtig handling for at sikre et retfærdigt, gennemsigtigt og stabilt producentansvarssystem.

Nyhed 20. november 2025

Urimelige konkurrencevilkår

Den nuværende tildeling mellem kollektiv ordningerne skaber urimelige konkurrencevilkår. Det er en helt afgørende fejl, at producenter under 8 ton ikke er taget med i tildelingen. Det viser sig bl.a. i de prisforskelle, der er blevet debatteret i pressen siden sommer.

Læs mere om tildeling

VANA har derfor ad flere omgange bedt Dansk Producentansvar (DPA) om at justere tildelingen (find VANAs høringssvar her). Da DPA nu har afvist dette endeligt, har VANA bedt Milljøstyrelsen om at føre tilsyn med DPA's forvaltning. Det sker med udgangspunkt i, at:

  • den nuværende tildeling er baseret på DPA’s alvorlige fejl vedrørende manglende tildeling af producenter under 8 ton.
  • der er sket væsentlige ændringer i de kollektive ordningers markedsandele, som følge af den meget store gruppe af virksomheder, der først har registreret sig efter den lovpligtige tidsfrist.

”Når tusindvis af lovlydige virksomheders indberettede mængder ikke indgår i tildelingen, får vi et system, hvor medlemmer af nogle kollektiv ordninger kommer til at betale for meget og andre for lidt – og hvor forskellene ikke skyldes kollektiv ordningernes effektivitet og prioriteringer, men fejl i systemet. Det kan hverken virksomhederne eller de kollektive ordninger være tjent med.”

Marianne Roed Jakobsen
Administrerende direktør

Alvorlige økonomiske konsekvenser

Manglende justering af tildelingen har alvorlige økonomiske konsekvenser og skaber urimelige og ugennemsigtige konkurrencevilkår, idet nogle kollektiv ordninger får udskudt deres indsamlingsforpligtelse til næste tildelingsperiode. Her rammes de så af dobbelttildeling for de sent registrerede virksomheders mængder.

Læs mere om baggrunden for tildeling

Nyt fra VANA - i din indbakke!

Skriv dig op til VANAs nyhedsbrev, så holder vi dig løbende opdateret om producentansvar, vigtige deadlines og alt det, virksomhederne skal have styr på!