Med miljøministeren på besøg hos ReSource Denmark
Kildesortering, kinesisk plast og producentansvar var på programmet, da repræsentanter fra plast- og affaldsindustrien, heriblandt VANA, var samlet til fælles dialog om brancheudfordringer ved gårsdagens ministerbesøg hos ReSource Denmark - Danmarks største plastsorteringsanlæg og VANA-samarbejdspartner.
Hvordan kan vi i højere grad tage hånd om vores eget affald og sikre den bedste genanvendelse af vores plastaffald i Danmark – og hvordan kan vi sammen løse de udfordringer, der presser genanvendelses- og affaldsindustrien?
Det var nogle af de spørgsmål, der blev diskuteret, da miljøminister, Magnus Heunicke, og tre ordførere fra SVM-regeringen besøgte Danmarks største plastsorteringsanlæg mandag den 26. januar. Besøget bød bl.a. på en rundtur på anlægget, som årligt sorterer 90.000 tons plastaffald fra danske husholdninger.
Der var især tre vigtige emner på agendaen til den efterfølgende dialog. Blandt andet behovet for fortsat kildesortering – dvs. sortering hjemme i danskernes egne køkkener – og de udfordringer, det giver industrien, når kommuner sammenlægger fraktioner som fx plast og metal.
”Kildesortering hos borgerne giver rene materialestrømme, som industrien faktisk kan bruge igen, og dermed høj genanvendelse”, forklarede adm. direktør for Ressource Danmark, Flemming Horn Nielsen, under rundturen, hvor han også demonstrerede, hvorfor genanvendelsen bliver dårligere, når sorteringsmaskinerne skal håndtere plast blandet med fx hårdt metal.
Industrien efterspørger mere regulering
Under besøget var der også sat tid af til at drøfte de økonomiske rammer for det udvidede producentansvar. Og det var en positivt stemt minister, der efter besøget udtalte, at:
”Det er en vigtig prioritet for mig at styrke den cirkulære økonomi. ReSource leverer et afgørende bidrag til, at vi kan genanvende mere plastik i Danmark i stedet for at sende det til forbrænding eller eksportere det. Det er fascinerende ved selvsyn at opleve, hvordan teknologien på området udvikler sig, og samtidig se det store potentiale i at styrke den cirkulære økonomi og derved omdanne endnu mere affald til værdifulde resurser.”
Der var stor lydhørhed og interesse for at høre om opstarten af producentansvaret for emballage, vores erfaringer fra de første 3 måneder i drift - og ikke mindst de mange udfordringer, vores medlemmer stadig står overfor.
CEO
Foruden miljøminister Magnus Heunicke, deltog også miljøordførerne Erling Bonnesen (V), Henrik Frandsen (M) og Thomas Monberg (S) samt Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen, Christina Busk, miljøpolitisk chef for Plastindustrien, Marianne Roed Jakobsen, adm. dir. i VANA samt ReSource Denmarks adm. dir., Flemming Horn Nielsen.