VANA afgiver høringssvar om supplerende bestemmelser til emballageforordningen
VANA bakker overordnet op om emballageforordningens ambitioner om at styrke den cirkulære økonomi og skabe større harmonisering af lovgivningen på emballageområdet, herunder for det udvidede producentansvar på tværs af medlemslandene.
Samtidig peger VANA på, at flere elementer i høringsudkastet kan få væsentlige og uhensigtsmæssige konsekvenser for både producenter og kollektiv ordninger.
I høringssvaret understreger VANA blandt andet behovet for, at Miljøstyrelsen hurtigt og tydeligt kommunikerer de ændringer, som får direkte betydning for virksomhederne, herunder ændringer med virkning allerede fra august 2026. Der peges også på et stigende behov for dialog og vejledning for at sikre en ensartet implementering og mindske unødige administrative byrder.
VANA fremhæver desuden, at virksomhederne allerede er i gang med at omstille sig til de kommende krav i emballageforordningen. Derfor bør de nationale undtagelsesmuligheder og fleksibilitet anvendes og kommunikeres så tidligt som muligt, så erhvervslivet får bedre forudsætninger for rettidig tilpasning.
VANA efterlyser samtidig klarhed på en række andre områder, herunder genbrugsemballage, bagatelgrænsen, regler om bemyndiget repræsentant, godkendelsesordningen samt muligheden for en mere fleksibel placering af producentansvaret mellem parter i værdikæden.
VANAs hovedpointer
- Definitioner: Harmonisering af definitioner kan flytte producentansvaret i værdikæden. VANA opfordrer derfor til hurtig opdatering af vejledningsmaterialet for at sikre mulighed for rettidig omstilling og reducering af administrative byrder.
- Sikkerhedsstillelse (garanti): Ændringen af forudsætningerne for sikkerhedsstillelse kan få afgørende konsekvenser for kollektiv ordningers eksistens. VANA opfordrer derfor på det kraftigste til fastholdelse af den eksisterende model.
- Genanvendelsesmål: Udkastet overimplementerer genanvendelsesmålene og påfører producenterne en helt urimelig forpligtelse, hvorfor det er helt afgørende, at Miljøstyrelsen fastholder nuværende model.
- Genbrug: Nye harmoniserede regler i forordningen erstatter store dele af dansk regulering, men løser ikke uklarhed om placering af producentansvar for genbrugsemballage. VANA efterlyser hurtig og tydelig vejledning om producentansvar i åbne genbrugssystemer.
- Bagatelgrænse: Forordningen harmoniserer bagatelgrænsen til 10 tons. VANA ønsker bekræftelse af konsekvenser for indberetning og vejledning.
- Bemyndiget repræsentant: De nuværende krav favoriserer tredjelandsvirksomheder. VANA støtter krav om bemyndiget repræsentant for virksomheder udenfor EU og efterlyser klarhed i bekendtgørelsen.
- Overdragelse af producentansvar: Reglerne bør give mulighed for fleksibel ansvarsplacering mellem parter. VANA efterlyser bekræftelse på, at forordningen ikke hindrer dette.
Her kan du læse det fulde høringssvar under "Emballagebekendtgørelsen"
Rigtig mange virksomheder er allerede godt i gang med at tilpasse sig de kommende krav i emballageforordningen. Derfor er det afgørende, at de nationale undtagelsesmuligheder og fleksibiliteten bliver afklaret og ikke mindst kommunikeret så hurtigt som muligt.
Adm. direktør