VANA og GS1 indgår aftale for at lette håndtering af producentansvaret

VANA og GS1 Denmark, der står bag stregkoderne i Danmark og globalt, går sammen om at udvikle en IT-platform til at håndtere det udvidede producentansvar for emballage, der træder i kraft i 2025. VANAs medlemmer vil dermed kunne indberette emballagedata i et kendt system.

Nyhed 18. april 2023

Tag noget kompliceret, og gør det simpelt. Det er ræsonnementet bag en aftale, som VANA – Dansk Emballageansvar netop har indgået med GS1 Denmark, der står bag alle stregkoder i Danmark og globalt.

Skåret ind til kernen er VANA og GS1 Denmark blevet enige om at udvikle en IT-platform til registrering af emballagedata. Platformen kommer til at hænge sammen med GS1’s i forvejen udbredte system for udveksling af produktdata, og målet er, at emballagedata så automatisk og simpelt som muligt kan blive indberettet til kollektivordningen VANA.

Dermed kan de op mod 42.000 danske produktions- og handelsvirksomheder, der om mindre end et år skal til at registrere deres emballagemængder, klare en stor del af arbejdet med et system og en arbejdsgang, de i forvejen kender og bruger.

For os er det helt afgørende, at vi som kollektivordning kan hjælpe virksomhederne med at leve op til producentansvaret så enkelt som muligt. Vi skal tilpasse os til erhvervslivet – ikke omvendt. Vores medlemmer skal kunne koncentrere sig om kerneforretningen og overlade bureaukratiet til os.

Marianne Roed Jakobsen
Adm. direktør, VANA

Platformen skal bl.a. danne grundlag for, at VANA kan opkræve korrekt betaling for producentansvaret, og den skal kunne rumme alle, der er omfattet af producentansvaret – små såvel som store virksomheder. Derfor bliver den indrettet, så både medlemmer af GS1 Denmark og virksomheder, der ikke er medlemmer, kan bruge den gnidningsfrit.

”Stregkoden og det bagvedliggende system er i forvejen dybt integreret i dansk handel og sikrer, at varedata –lagerstatus, oprindelse, miljømærker m.m.– flyder effektivt. Derfor er det både naturligt og en stor fordel for erhvervslivet, at emballagedata til producentansvaret bliver inkluderet i samme system.

Per Ahlmann Andersen
Adm. direktør, GS1 Denmark

GS1 er globale og findes i 116 lande. Dermed er der internationale perspektiver i platformen, der også forberedes til fremtidens EU-bestemte digitale produktpas.

Bag om GS1 Denmark

GS1 Denmark er den danske del af den globale standardiseringsorganisation GS1. GS1 støtter alle aktører i forsyningskæden, og gør den mere effektiv, sikker og bæredygtig.

Organisationen opererer primært inden for detailhandlen og sundhedssektoren, hvor den med standarder for sporbarhed og data øger fødevare- og patientsikkerheden i Danmark. GS1 er en neutral, not-for-profit, FN-godkendt NGO, repræsenteret i 116 lande.

VANA nyhedsbrev

Skriv dig op til vores nyhedsbrev, hvis du vil vide mere om producentansvaret for emballage, og hvad din virksomhed skal have styr på inden 2025? Så holder vi dig løbende opdateret, når der er nyt om producentansvaret og deadlines, du skal forholde dig til.