FAQ - Emballageforordningen
Emballageforordningen erstatter det nuværende emballagedirektiv og er som udgangspunkt direkte gældende i alle medlemslande i EU. Emballageforordningen stiller krav til hele emballagens livscyklus og regulerer både forebyggelse, design, genbrug, genanvendelse og rammer for det udvidede producentansvar.
Emballageforordningen trådte i kraft 11. februar 2025 og finder anvendelse fra d. 12. august 2026. Ikke alle krav træder i kraft på samme tid. Fra august 2026 gælder:
- Definitioner (herunder for producent, fabrikant, slutbruger mv.) jf. artikel 3
- Visse krav til stoffer i emballage herunder grænseværdier for PFAS i fødevareemballager jf. artikel 5
- Krav om teknisk dokumentation og overensstemmelseserklæringer ift. efterlevelse af bæredygtighedskravene jf. artikel 15-19
- Forpligtelser ift. genbrugsemballage i genbrugssystemer jf. artikel 11, 26, 27 og bilag VI
- Forpligtelser ift. genpåfyldning i HORECA jf. artikel 28
Emballageforordningen regulerer hele emballagens livscyklus og stiller derfor krav til alle aktører i værdikæden. Som producent kan man derfor være omfattet forskelligt, alt efter om man er importør, distributør, fabrikant eller endelige distributør (salgssted).
Hvad angår det udvidede producentansvar for emballage er den største ændring harmoniseringen af definitioner herunder definitionen af tilgængeliggørelse, producent, fabrikant og slutbruger.
Læs mere om betydningen af definitionsændringer i VANAs guide til Emballageforordningen: Sådan kommer du i gang her (for medlemmer, så kræver login).
Se VANAs webinarer om emballageforordningen for nærmere information om dette. Her er også et webinar specifikt om definitioner og roller (for medlemmer, så kræver login).
Med emballageforordningen ændrer definitionen af producent og slutbruger sig fra den danske lovgivning, der gælder før 12. august på særligt to områder: Udpakkerreglen og ny slutbruger definition, som flytter fokus fra emballage til det emballerede produkt.
Før 12. august 2026
Virksomheder, der i dag importerer emballerede produkter i transportemballage, som de pakker ud i Danmark har som udgangspunkt ikke producentansvaret for transportemballagen. I den situation vil ansvaret i dag ligge hos den udenlandske leverandør, fordi vurderingen følger emballagen. Det ændrer sig med forordningen.
Efter 12. august 2026
Fremover følger vurderingen i højere grad det emballerede produkt. Hvis den udenlandske leverandør ikke sælger direkte til en slutbruger af produktet i Danmark, vil leverandøren som udgangspunkt ikke få producentansvaret for transportemballagen. I stedet kan ansvaret placeres hos den danske virksomhed, der importerer og pakker produktet ud. Det skyldes den såkaldte udpakkerregel, hvor den virksomhed, der pakker emballagen ud, kan få ansvaret, hvis ingen anden virksomhed har producentansvaret for emballagen.
Læs mere om betydningen af ændringen i producentdefinitionen i VANAs guide til Emballageforordningen: Sådan kommer du i gang her
Se afholdte VANA-webinarer om PPWR her for nærmere information om dette (for medlemmer, så kræver login).
Emballageforordningen stiller i artikel 5-12 forskellige krav til design og udformning af emballage - også kaldet bæredygtighedskrav. Disse krav finder løbende anvendelse.
Vi følger området og vil løbende opdatere viden i guiden og på hjemmesiden sideløbende med at kravene defineres yderligere og finder anvendelse.
Læs mere om bæredygtighedskravene i VANAs guide til Emballageforordningen: Sådan kommer du i gang, her (for medlemmer; kræver login).
Se VANAs webinar om bæredygtighedskrav her (for medlemmer; kræver login).
Emballageforordningen (PPWR) får virkning fra 12. August, hvilket medfører, at producentansvaret i nogle tilfælde kan flytte fra én virksomhed til en anden.
Hvem har ansvaret før og efter 12. august?
Frem til og med 11. august: Den virksomhed, der var ansvarlig efter de nuværende regler, har producentansvaret.
Fra og med 12. august: Den virksomhed, der opfylder producentdefinitionen efter de nye regler, overtager ansvaret.
Hvordan skal der rapporteres til VANA i forbindelse med ændringen?
Ved rapportering til VANA den 1. september (for mængder tilgængeliggjort i august) gælder følgende:
Virksomhed med ansvar før 12. august: Skal rapportere mængder tilgængeliggjort mellem 1. og 11. august.
Virksomhed, der overtager ansvaret fra 12. august: Skal rapportere mængder tilgængeliggjort mellem 12. og 31. august.
Vær opmærksom på, at den nye ansvarlige virksomhed skal registreres i DPA og vælge kollektiv ordning, hvis virksomheden ikke har haft producentansvar før 12. august. Registrering skal ske senest 14 dage før første tilgængeliggørelse, som er 12. august.
Hvad gør vi, hvis vi er i tvivl om, hvem der har producentansvaret?
Det er Dansk Producentansvar, der har kompetencen til at træffe afgørelse såfremt der er tvivl/uenighed om ansvarsplaceringen.