Genanvendelsesresultater
VANA har indgået aftaler med en lang række behandlingsanlæg, der siden oktober 2025 har sikret bedst mulig sortering og genanvendelse af emballageaffaldet. På baggrund af leverandørernes rapporterede genanvendelsesresultater for Q4 2025, kan VANA nu offentliggøre genanvendelsesresultaterne for alle behandlede fraktioner.
Med overtagelsen af den praktiske håndtering for kommunernes indsamlede emballager, har VANA samtidig ansvaret for at sikre, at emballagerne bliver genanvendt ud fra de genanvendelsesmål som EU stiller. Læs mere om EU's krav til reel genanvendelse.
Genanvendelsesresultater fordelt på fraktioner
I det store skema nedenfor kan I se et overblik over indsamlingsfraktionerne og antal procent, der henholdsvis er sorteret til genanvendelse, sorteret til forbrænding samt den reelle genanvendelse. Skemaerne i fold-ud-menuerne nedenunder viser udsorteringen til genanvendelse samt VANAs beregninger af den reelle genanvendelse for de enkelte fraktioner. Procenterne for udsortering og genanvendelse er beregnet i forhold til den samlede mængde, som VANA har fået overdraget fra kommunerne.
VANAs udsortering og reelle genanvendelse af pap og papir Q4 2025

Kommunerne overdrager fraktionerne pap og pap/papir til VANA. Disse stammer fra henteordninger fra husstande og bringeordninger til genbrugspladser.
Tab i genanvendelsen af pap og pap/papir sker i form af manuel eller maskinel frasortering af fejlsorteringer i fraktionen. Ved sorteringen kan det ikke undgås, at der også tabes noget papir og pap. Fx hvis hele eller dele af et læs må kasseres pga. store mængder fejlsorteringer.
Når pap og papir ender på papirfabrikken og kommer i pulperen, regnes 100 % af mængden som genanvendt. Det på trods af, at der reelt vil være et tab på 2-9 % i form af tryksværte, papirklips og almindelige fejlsorteringer, der fjernes i processen.
VANAs udsortering og reelle genanvendelse af glas og flasker i Q4 2025

Kommunerne overdrager fraktionerne, glas og flasker, til VANA. Glas stammer fra henteordninger fra husstande. Flasker kommer fra bringeordninger til kuber og genbrugspladser.
Tab i genanvendelsen af glas og flasker sker ved den maskinelle frasortering af fejlsorteringer i fraktionen, som primært er keramik, porcelæn, sten, plast og papir. Når fejlsorteringerne skydes ud, kan det ikke undgås, at der også følger lidt glas med. Når glas når glasovnen regnes 100 % af mængden som genanvendt.
VANA har et krav til leverandørerne om, at den cirkulære genanvendelse, hvor glas anvendes til nye emballager, skal være minimum 70 %. Den resterende genanvendelse kan være downcycling til brug i fx byggematerialer. Den cirkulære genanvendelse fremgår endnu ikke af VANAs opgørelse, men den forventes at være en del højere for flasker end for glas. Forskellen skyldes, at glas i langt højere grad end flasker bliver nedknust pga. husstandsindsamlingen i komprimatorbiler. Derved opstår der mange mindre skår under 1 cm, som ikke kan genanvendes til nye glasemballager.
Særligt for Hovedstaden
Flasker fra Hovedstaden afsætter VANA til et sorteringsanlæg, der kan udsortere ca. 1/3 af mængden som hele flasker (primært vinflasker) til skylning og genbrug. Øvrigt glas omsmeltes til nyt emballageglas.
Udover at 1/3 af mængden går til genbrug sikrer den mere skånsomme håndtering en meget høj cirkulær genanvendelse for den øvrige glasmængde pga. en lav knusningsgrad.
VANAs udsortering og reelle genanvendelse af glas/metal i Q4 2025

Glas/metal stammer primært fra henteordninger fra husstande.
Tab i genanvendelsen af flasker og glas sker to steder. Først ved den maskinelle sortering af fraktionen i glas og diverse metaller, hvor fejlsorteringer bliver frasorteret. Efterfølgende sorteres glas og metallerne yderligere på andre sorteringsanlæg. Fx skal glasset frasorteres keramik, porcelæn og sten inden det kan omsmeltes.
Når glas og metallerne når smelteovnen regnes 100 % af mængden som genanvendt.
VANAs førnævnte krav til leverandørerne om, at den cirkulære genanvendelse af glas skal være minimum 70 %, gælder også for glas/metal. Den cirkulære genanvendelse af glas i glas/metal er lavere end for hele flasker, da glasset i langt højere grad end flasker bliver nedknust pga. husstandsindsamlingen i komprimatorbiler.
VANAs udsortering og reelle genanvendelse af metal i Q4 2025

Metal stammer primært fra henteordninger fra husstande.
Tab i genanvendelsen af sker ved den maskinelle sortering af fraktionen, hvor fejlsorteringer bliver frasorteret.
Når de udsorterede metaller når smelteovnen, regnes 100 % af mængden som genanvendt.
VANAs udsortering og reelle genanvendelse af plast, PMDK og PMMDK i Q4 2025

Plast stammer primært fra henteordninger fra husstande. Næsten alle kommuner indsamler plast blandet med MDK (PMDK), og en del har også taget metal med i fraktionen (PMMDK).
Tab i genanvendelsen af plast sker to steder. Først ved den maskinelle sortering af fraktionen i diverse plasttyper samt evt. MDK og metaller, og hvor fejlsorteringer bliver frasorteret. Efterfølgende sorteres de enkelte plasttyper yderligere på en række genanvendelsesanlæg. Fx skal udsorteret PE eftersorteres og vaskes for at fjerne snavs, andre plasttyper og fejlsorteringer. Først når plast er klar til at indgå i en ekstrudering- eller pelleteringsproces, kan mængden regnes som reelt genanvendt.
VANAs udsortering og reelle genanvendelse af MDK i Q4 2025

MDK stammer primært fra henteordninger fra husstande. Kun fire kommuner i Danmark indsamler rent MDK, og behandlingsresultaterne for disse fremgår af tabellen.
Ovenstående tabel vedrører MDK indsamlet rent ved husstandene i 4 kommuner. Disse mængder er i hele 2025 blevet afsat til genanvendelse.
Tab i genanvendelsen af MDK sker ved pulperanlægget, hvor MDK tilsættes pulperen for at papirfibrene kan blive opløst. Ved udtagningen af fibrene fra MDK efterlades polyal (lagene af plast og aluminium i MDK) sammen med evt. fejlsorteringer. Kun få anlæg har adgang til at kunne genanvende polyal, og VANAs leverandører har ikke denne mulighed. Polyal går derfor til forbrænding, hvilket trækker genanvendelsen af fraktionen ned.
Særligt for 2025
I 2025 opstod der tvivl fra Miljøstyrelsen om, hvorvidt MDK kan eksporteres grønlistet til genanvendelse. Da ingen danske sorteringsanlæg har notifikation til MDK, er fraktionen ultimo 2025 og primo 2026 primært blevet afsat til energiudnyttelse. Det er nu afklaret, at MDK kan eksporteres grønlistet, og en ekspertgruppe er nedsat for at bidrage til Miljøstyrelsens udarbejdelse af en vejledning i hvilke renhedskriterier fraktionen skal efterleve.
De utilfredsstillende resultater for sortering og genanvendelse af MDK i 2025, som er vist i afsnittet ovenfor om Plast, PMDK og PMMDK skal derfor ses i lyset af den uafklarede eksportsituation og deraf afledte behov for at afsætte store mængder til energiudnyttelse. I praksis er 100 % af den MDK, som er indsamlet separat ved husstandene, blevet sendt til genanvendelse, mens det samme kun er tilfældet for en meget lille andel af MDK, der indsamles sammen med plast.
Hvordan opgøres reel genanvendelse?
Metoden til beregning af den reelle genanvendelse for emballagefraktioner er beskrevet i EU-kommissionens gennemførelsesafgørelse. Heri beskrives beregningspunkter for de enkelte fraktioner, dvs. hvornår materialet regnes som genanvendt. Hvis der sker tab eller frasortering af materialer før beregningspunktet, skal det således fratrækkes i beregningen af den reelle genanvendelse.