VANA styrker bestyrelsen med 5 stærke virksomhedsrepræsentanter

VANA A/S har ved ekstraordinær generalforsamling i dag udvidet bestyrelsen til 13 medlemmer med tilføjelsen af 5 virksomhedsrepræsentanter. De praktiske og konkrete erfaringer med producentansvaret rykker dermed endnu tættere på bestyrelsesarbejdet og styrker VANAs kommercielle fokus og udvikling af løsninger, der fungerer i virksomhedernes hverdag.

Nyhed 21. oktober 2026

De fem nye bestyrelsesmedlemmer, der har deres daglige virke hos nogle af VANAs største kunder er udpeget af de fire stiftende organisationer, Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer, DagSam og Dansk Industri.

Se VANAs kunder

Udvidelsen af bestyrelsen skal være med til at sikre, at erhvervslivets forretningsvilkår står endnu stærkere i arbejdet med at udvikle VANA, implementere og håndtere producentansvar i Danmark på en omkostningseffektiv og miljøansvarlig måde.

Dansk Erhverv har udpeget Thomas Børglum Jensen, CFO, Salling Group, Landbrug & Fødevarer har udpeget Søren Helsinghof Olsen, Vice President, Arla Foods, og DagSam har udpeget Thomas Roland, forbrugerpolitisk chef, COOP. Dansk Industri har udpeget to repræsentanter: Jesper Møller, CFO, Orkla Danmark og Camilla Haustrup Hermansen, Dep. CEO, Plus Pack, og vil som led i ændringen derfor fremover være repræsenteret med ét medlem, næstformand Karin Klitgaard. Jakob Lave udtræder af bestyrelsen, mens de øvrige 3 stiftere fortsætter med to medlemmer fra hver organisation i bestyrelsen.

Find oplysninger om de nye bestyrelsesmedlemmer

Producentansvaret har stor indflydelse på virksomhedernes drift og omkostninger. Derfor er det også vigtigt, at deres erfaringer og forretningsvilkår er en integreret og direkte del af bestyrelsens arbejde. De nye medlemmer tilfører værdifuld indsigt, som skal være med til at sætte retningen for VANAs videre udvikling.

Kristian Hundebøll
Bestyrelsesformand

Med udvidelsen styrker VANA sin position som aktieselskab med et klart kommercielt fokus. Målet er at omsætte viden om virksomhedernes behov til effektive løsninger, der gør det enkelt og omkostningseffektivt at leve op til deres producentansvar og samtidig sikrer en miljømæssigt ansvarlig affaldshåndtering. Adm. direktør Marianne Roed Jakobsen ser frem til samarbejdet med den udvidede bestyrelse:

Vi skal gøre det så enkelt som muligt at håndtere producentansvaret for vores medlemmer. Med flere virksomhedsrepræsentanter i bestyrelsen får vi et endnu stærkere grundlag for at prioritere og udvikle vores løsninger med udgangspunkt i de behov og udfordringer, virksomhederne møder i praksis.

Marianne Roed Jakobsen
Adm. direktør

Yderligere oplysninger

  • Medlem
  • Nyheder
  • VANA