Registrering engangsplastprodukter
Virksomheder, der markedsfører engangsplastprodukter, skal registreres hos myndighederne senest den 17. december 2024. Er I medlem af VANA, kan I klare det hele i Medlemsportalen (mere information følger).
Hvad skal registreres i 2024?
Virksomheder, der markedsfører engangsplastprodukter, skal for hver af produktkategorierne nedenfor være registreret i myndighedsregistret hos Dansk Producentansvar (DPA) senest den 17. december 2024.
- fødevarebeholdere
- indpakningsposer og -folier
- drikkevarebeholdere
- drikkebægre
- letvægtsplastbæreposer
- vådservietter
- balloner
- filtre til tobaksvarer.
Registrering og indberetning kræver MitID Erhverv
Registrering og indberetning til myndighederne sker gennem VANAs Medlemsportal og kræver godkendelse med MitID Erhverv for danske virksomheder.
Udenlandske virksomheder og aktører skal registrere og indberette direkte hos myndighederne (DPA) med brugernavn og kodeord.
Omfattede virksomheder
Alle virksomheder, der sætter engangsplastprodukter på markedet, bliver ansvarlige for at finansiere oprydningen af henkastet affald fra engangsplastprodukterne samt den kommunale og statslige indsamling af affald fra engangsplastprodukterne i offentlige indsamlingssystemer.
Hovedreglen er, at finansieringsforpligtelsen tilfalder den virksomhed, der først tilgængeliggør engangsplastprodukterne på det danske marked. Den virksomhed kaldes producent og er enten:
1) Danske virksomheder, der er etableret i Danmark og professionelt fremstiller, påfylder eller importerer og markedsfører engangsplastprodukter i Danmark
2) Udenlandske virksomheder som via fjernsalg sælger engangsplastprodukter og fyldte engangsplastprodukter direkte til private husstande eller til andre brugere end private husstande professionelt i Danmark.
Omfattede engangsplastprodukter
Find en gennemgang af de enkelte kategorier for engangsplastprodukter her.
Indberetning af mængder i 2025
Virksomheder, der markedsfører engangsplastprodukter, skal indberette markedsførte mængder til Dansk Producentansvar første gang mellem den 1. til den 10. april 2025.
Herefter skal der indberettes hvert kvartal, mellem d. 1. og 10. april, juli, oktober og januar for mængder markedsført i den foregående periode.
Medlemmer af VANA kan indberette direkte i Medlemsportalen. Mere information følger.
VANA opfordrer til harmonisering og vejledning vedrørende engangsplastprodukter
Mange virksomheder bliver ikke kun omfattet af producentansvaret på emballage, men også af producentansvar på visse engangsplastprodukter.
VANAs adm. direktør, Marianne Roed Jakobsen, understreger i et høringssvar til Miljøministeriet, at VANA støtter ambitionerne i producentansvaret og ser frem til at løfte det på vegne af vores medlemmer – også for engangsplastprodukter. Der er dog behov for omfattende og ensartet vejledning fra myndighedernes side, da lovgivningen indeholder flere forskellige produktkategorier, producentdefinitioner, gebyrtyper og frister, hvilket modarbejder en smidig implementering, der opnår de ønskede miljøeffekter.