Kristian Hundebøll er ny bestyrelsesformand i VANA A/S

VANA A/S får ny bestyrelsesformand, når Kristian Hundebøll fra i dag, tirsdag 2. juni 2026, overtager formandsposten efter Karin Klitgaard.

Nyhed 02. juni 2026

Kristian Hundebøll kommer med omfattende erfaring fra både dansk erhvervsliv og den grønne omstilling. Han har gennem en årrække bestridt ledende poster i virksomheder med fokus på bæredygtighed, cirkulær økonomi og samfundsansvar. Han var i perioden 2013-2024 CEO i DLG. I dag har han en lang række bestyrelsesposter.

Bestyrelsesskiftet sker på et tidspunkt, hvor producentansvaret for emballage har været i drift i godt 8 måneder. Som kollektiv ordning spiller VANA en central rolle i opbygningen af de systemer og samarbejder, der skal sikre en effektiv og miljømæssigt ansvarlig håndtering af emballageaffald i Danmark.

VANA har på kort tid etableret sig som en seriøs og respekteret aktør på et område med stor betydning for både virksomheder, kommuner og den grønne omstilling. Jeg ser frem til sammen med bestyrelsen, ledelsen og medarbejderne at bidrage til den videre udvikling af organisationen og de løsninger, der skal understøtte producentansvaret i Danmark.

Kristian Hundebøll
Bestyrelsesformand, VANA A/S

Den afgående bestyrelsesformand Karin Klitgaard, underdirektør i Dansk Industri, har stået i spidsen for VANA siden den spæde start i 2021, igennem den afgørende etablerings- og udviklingsfase af kollektiv ordningen.

”Karin har ydet en meget stor indsats for at skabe et stærkt fundament for VANA sammen med de øvrige bestyrelsesmedlemmer fra de 4 stiftende organisationer, ” siger Kristian Hundebøll, og fortsætter: ”jeg er glad for, at hun fortsætter som næstformand i bestyrelsen, så viden og kontinuitet sikres.”

Administrerende direktør, Marianne Roed Jakobsen, ser frem til samarbejdet med den nye formand.

”Kristian Hundebøll bringer stærke ledelseskompetencer og stor erfaring med forretningsudvikling og grøn omstilling med sig. Det er vigtigt i en periode, hvor VANA fortsat er i rivende udvikling.

Marianne Roed Jakobsen
Administrerende direktør, VANA A/S
  • Nyheder
  • VANA